Efter bomben: Overlevende fra Hiroshima og Nagasaki fortæller deres historier
Efter bomben
Overlevende fra atomsprængningerne i Hiroshima og Nagasaki fortæller deres historier
Fotografier af HARUKA SAKAGUCHI | Introduktion af LILY ROTHMAN
Da atomvåbenalderen begyndte, var der ingen tvivl om det. USA’s beslutning om at kaste verdens første atomvåben over to japanske byer – først Hiroshima den 6. august 1945 og Nagasaki tre dage senere – var det sjældne historiske øjeblik, som kun kræver lidt retrospektivitet for at få sin betydning. Anden Verdenskrig ville slutte, og den kolde krig ville snart begynde. Nye grænser inden for videnskaben åbnede sig, sammen med nye og skræmmende moralske spørgsmål. Som TIME bemærkede i ugen efter bombningerne, kunne mændene om bord på Enola Gay kun fremkalde to ord: “Min Gud!”
Men selv om både verdens ledere og almindelige borgere straks begyndte at kæmpe med at bearbejde de metaforiske efterskælv, var der en bestemt gruppe mennesker, som måtte se noget andet i øjnene. For de overlevende i de ødelagte byer var bombens ankomst en personlig begivenhed, før den blev en global begivenhed. Midt i død og ødelæggelse reddede en eller anden kombination af held eller skæbne eller klogskab dem – og reddede derfor de stemmer, der stadig kan fortælle verden, hvordan det ser ud, når mennesker finder nye og forfærdelige måder at ødelægge hinanden på.
I dag opsøger fotograf Haruka Sakaguchi disse personer og beder dem om at afgive et vidnesbyrd om det, de gennemlevede, og om at skrive et budskab til fremtidige generationer. Da årsdagen for bombningerne igen nærmer sig, er her et udvalg af disse værker.
Yasujiro Tanaka
alder: 75 / sted: nagasaki / AFSTAND fra hypocenter: 3,4 km
TRANSLATION
“Du får kun ét liv, så værn om dette øjeblik Værn om denne dag, Vær venlig mod andre, Vær venlig mod dig selv”
TESTIMONY
“Jeg var tre år gammel, da bombningen fandt sted. Jeg husker ikke meget, men jeg husker, at mine omgivelser blev blændende hvide, som om en million kamerablikke gik af på én gang.
Dernæst var der bælgmørke.
Jeg blev begravet levende under huset, har jeg fået at vide. Da min onkel endelig fandt mig og trak min lille treårige krop op under murbrokkerne, var jeg bevidstløs. Mit ansigt var misdannet. Han var sikker på, at jeg var død.
Takket være, at jeg overlevede. Men siden den dag begyndte der at dannes mystiske sårskorper over hele min krop. Jeg mistede hørelsen på mit venstre øre, sandsynligvis på grund af luftstødet. Mere end et årti efter bombeangrebet begyndte min mor at bemærke glasskår, der voksede ud af hendes hud – formentlig rester fra bombedagen. Min lillesøster lider den dag i dag af kroniske muskelkramper oven i nyresygdomme, som gør, at hun skal i dialyse tre gange om ugen. “Hvad har jeg gjort amerikanerne?” sagde hun ofte, “Hvorfor gjorde de det mod mig?”
Jeg har oplevet en masse smerte i mine lange år, men sandt at sige har jeg levet et godt liv. Som førstehåndsvidne til denne grusomhed er mit eneste ønske at leve et fuldt liv, forhåbentlig i en verden, hvor folk er venlige mod hinanden og mod sig selv.”
Sachiko Matsuo
83 / Nagasaki / 1.3 km
TRANSLATION
“Fred er vores højeste prioritet.”
TESTIMONY
“Amerikanske B-29-bombere kastede flyveblade ned over hele byen og advarede os om, at Nagasaki ville ‘falde i aske’ den 8. august. Folderne blev straks konfiskeret af kenpei (den kejserlige japanske hær). Min far fik på en eller anden måde fat i en af dem og troede på det, der stod. Han byggede en lille barak til os oppe langs Iwayasan (et lokalt bjerg), som vi kunne gemme os i.
Vi gik derop den 7., 8. Stien op til barakken var ujævn og stejl. Med flere børn og ældre mennesker i slæb var det en krævende vandring. Om morgenen den 9. valgte min mor og tante at blive i huset. “Gå tilbage op til barakken”, forlangte min far. “USA er en dag bagud, husker du det?” Da de modsatte sig det, blev han meget vred og stormede ud for at gå på arbejde.
Vi ombestemte os og besluttede at gemme os i barakken, i endnu en dag. Det var et afgørende øjeblik for os. Kl. 11.02 den morgen blev atombomben kastet. Vores familie – i hvert fald dem af os i barakken – overlevede bomben.
Vi kunne senere genforenes med min far. Han fik dog snart diarré og høj feber. Hans hår begyndte at falde ud, og der dannedes mørke pletter på hans hud. Min far døde – med store lidelser – den 28. august.
Hvis det ikke var for min far, havde vi måske fået alvorlige forbrændinger som tante Otoku, eller var forsvundet som Atsushi, eller vi var blevet gemt under huset og langsomt brændt ihjel. Halvtreds år senere havde jeg en drøm om min far for første gang siden hans død. Han var iført en kimono og smilede en lille smule. Selv om vi ikke udvekslede ord, vidste jeg i det øjeblik, at han var i sikkerhed i himlen.”
Takato Michishita
78 / Nagasaki / 4,7 km
TRANSLATION
“Kære unge mennesker, som aldrig har oplevet krig,
‘Krige begynder i det skjulte. Hvis I fornemmer den komme, er det måske for sent.’
I den japanske forfatning finder I artikel 9, den internationale fredsklausul. I de sidste 72 år har vi ikke lemlæstet eller er blevet lemlæstet af et eneste menneske i forbindelse med krig. Vi har blomstret som en fredelig nation.
Japan er den eneste nation, der har oplevet et atomangreb. Vi må med langt større hast hævde, at atomvåben ikke kan eksistere sammen med menneskeheden.
Den nuværende regering fører langsomt vores nation til krig, er jeg bange for. I den modne alder af 78 år,
har jeg påtaget mig selv at tale imod spredning af atomvåben. Nu er tiden ikke inde til at se passivt til.
Den gennemsnitlige borger er det primære offer for krig, altid. Kære unge mennesker, som aldrig har oplevet krigens rædsler – jeg er bange for, at nogle af jer måske tager denne hårdt optjente fred for givet.
Jeg beder for verdensfred. Desuden beder jeg om, at ikke en eneste japansk borger nogensinde igen bliver offer for krigens kløer. Jeg beder af hele mit hjerte.
TESTIMONIE
“‘Du skal ikke gå i skole i dag,’ sagde min mor. ‘Hvorfor?’ spurgte min søster.
‘Bare lad være.’
Luftalarmerne gik jævnligt af dengang. Den 9. august var der imidlertid ingen luftalarmer. Det var en usædvanlig stille sommermorgen med en klar blå himmel så langt øjet rækker. Det var på denne ejendommelige dag, at min mor insisterede på, at min storesøster skulle pjække fra skole. Hun sagde, at hun havde en “dårlig fornemmelse”. Det var aldrig sket før.
Min søster blev modvilligt hjemme, mens min mor og jeg på 6 år gik ud og handlede ind. Alle var ude på deres verandaer og nød fraværet af gennemtrængende advarselssignaler. Pludselig råbte en gammel mand “fly! Alle skyndte sig ind i deres hjemmelavede beskyttelsesrum. Min mor og jeg flygtede ind i en nærliggende butik. Da jorden begyndte at buldre, rev hun hurtigt tatamigulvet af, puttede mig under det og svævede over mig på alle fire.
Alt blev hvidt. Vi var for lamslåede til at bevæge os, i omkring 10 minutter. Da vi endelig kravlede ud under tatamimåtten, var der glas overalt, og små stykker støv og vragrester svævede i luften. Den engang klare blå himmel var blevet til en blækfarvet nuance af lilla og grå. Vi skyndte os hjem og fandt min søster – hun var chokeret, men havde det fint.
Senere fandt vi ud af, at bomben var faldet et par meter fra min søsters skole. Alle personer på hendes skole døde. Min mor reddede egenhændigt både mig og min søster den dag.”
Shigeko Matsumoto
77 / Nagasaki / 800 m
TRANSLATION
“Jeg beder til, at alle mennesker finder fred. Matsumoto Shigeko”
TESTIMON
“Der var ingen alarmer om luftangreb om morgenen den 9. august 1945. Vi havde gemt os i det lokale beskyttelsesrum i flere dage, men en efter en begyndte folk at tage hjem. Mine søskende og jeg legede foran indgangen til beskyttelsesrummet og ventede på at blive hentet af vores bedstefar.
Da, kl. 11.02, blev himlen lysende hvid. Mine søskende og jeg blev slået omkuld og blev voldsomt slået tilbage ind i beskyttelsesrummet. Vi havde ingen anelse om, hvad der var sket.
Mens vi sad der chokeret og forvirret, kom svært sårede brandsårsofre snublende ind i beskyttelsesrummet i massevis. Deres hud var skrællet af deres kroppe og ansigter og hang slapt ned på jorden i bånd. Deres hår var brændt ned til et par sølle centimeter fra hovedbunden. Mange af ofrene faldt sammen, så snart de nåede indgangen til beskyttelsesrummet, og dannede en massiv bunke af forvredne kroppe. Stanken og varmen var uudholdelig.
Mine søskende og jeg var fanget derinde i tre dage.
Endeligt fandt min bedstefar os, og vi fandt vej tilbage til vores hjem. Jeg vil aldrig glemme det helvedeslandskab, der ventede os. Halvbrændte kroppe lå stive på jorden med øjenæbler, der skinnede ud af deres hulrum. Kvæg lå dødt langs vejkanten, deres maver var grotesk store og opsvulmede. Tusindvis af lig hoppede op og ned ad floden, oppustede og purpurfarvede af at have suget vandet op. “Vent! Vent! Jeg bønfaldt, mens min bedstefar trådte et par skridt foran mig. Jeg var rædselsslagen for at blive efterladt.”
Yoshiro Yamawaki
83 / Nagasaki / 2,2 km
TRANSLATION
“‘Atombomben dræbte ofre tre gange,’ sagde en collegeprofessor engang. Atomeksplosionen har faktisk tre komponenter – varme, trykbølge og stråling – og var uden fortilfælde i sin evne til at dræbe i massevis.
Bomben, der detonerede 500 meter over jorden, skabte en bolide med en diameter på 200-250 meter og implicerede titusindvis af hjem og familier nedenunder. Trykbølgen skabte et træk på op til 70 m/sek – det dobbelte af en tyfon – som øjeblikkeligt ødelagde boliger i en radius på 2 km fra hypo-centret. Strålingen påvirker stadig den dag i dag de overlevende, som kæmper med kræft og andre invaliderende sygdomme.
Jeg var 11 år gammel, da bomben blev kastet, 2 km fra hvor jeg boede. I de seneste år er jeg blevet diagnosticeret med mavekræft, og jeg er blevet opereret i 2008 og 2010. Atombomben har også involveret vores børn og børnebørn.
Man kan forstå atomkrigens rædsler ved at besøge atombombenmuseerne i Hiroshima
og Nagasaki, lytte til førstehåndsberetninger fra overlevende fra hi- bakusha og læse arkivdokumenter fra den periode.
Atomvåben bør under ingen omstændigheder bruges mod mennesker. Atomvåbenmagter som USA og Rusland ejer imidlertid lagre på langt over 15.000 atomvåben. Ikke nok med det, de teknologiske fremskridt har givet plads til en ny type bombe, der kan levere en eksplosion, der er over 1.000 gange større end Hiroshima-bombningen.
Våben af denne kapacitet skal afskaffes fra jorden. I vores nuværende politiske klima har vi imidlertid svært ved at nå til enighed, og vi har endnu ikke gennemført et forbud mod atomvåben. Det skyldes i høj grad, at kernevåbenmagter boykotter aftalen.
Jeg har resigneret med det faktum, at atomvåben ikke vil blive afskaffet i løbet af den første generation af os hibakushas overlevende overlevende. Jeg beder til, at yngre generationer vil stå sammen om at arbejde for en verden uden atomvåben.
TESTIMONY
“En hændelse, jeg aldrig vil glemme, er kremeringen af min far. Mine brødre og jeg lagde forsigtigt hans sorte, hævede krop oven på en brændt bjælke foran den fabrik, hvor vi fandt ham død, og satte ild til ham. Hans ankler stak akavet ud, mens resten af hans krop blev opslugt af flammer.
Da vi vendte tilbage næste morgen for at hente hans aske, opdagede vi, at hans krop var blevet delvist kremeret. Kun hans håndled, ankler og en del af hans tarm var brændt ordentligt. Resten af hans krop lå rå og forrådnet. Jeg kunne ikke bære at se min far på denne måde. “Vi er nødt til at efterlade ham her,” opfordrede jeg mine brødre indtrængende. Til sidst gav min ældste bror efter og foreslog, at vi tog et stykke af hans kranie – baseret på en almindelig praksis ved japanske begravelser, hvor familiemedlemmer efter kremeringen deler et lille stykke af kraniet rundt med spisepinde – og lod ham være.
Så snart vores spisepinde rørte overfladen, sprang kraniet imidlertid op som gips, og hans halvt kremerede hjerne væltede ud. Mine brødre og jeg skreg og løb væk og efterlod vores far. Vi efterlod ham, i den værst tænkelige tilstand.”
Emiko Okada
80 / hiroshima / 2,8 km
TRANSLATION
“Krig er en af to ting: Enten dræber man, eller også bliver man dræbt.
Mange børn er den dag i dag ofre for fattigdom, underernæring og diskrimination.
Jeg mødte engang et spædbarn, der døde af hypotermi. I dets mund var der en lille sten.
Børn er vores største velsignelse.
Jeg mener, at voksne er ansvarlige for krig. Emiko Okada”
TESTIMONY
“Hiroshima er kendt som en ‘yakuza-by’. Hvorfor tror du, at det er sådan? Tusindvis af børn blev forældreløse den 6. august 1945. Uden forældre måtte disse små børn klare sig selv. De stjal for at klare sig. De blev anbragt hos de forkerte voksne. De blev senere købt og solgt af de nævnte voksne. De forældreløse børn, der voksede op i Hiroshima, nærer et særligt had til voksne.
Jeg var otte år, da bomben faldt. Min storesøster var 12 år. Hun tog tidligt den morgen af sted for at arbejde på en tatemono sokai (nedrivning af en bygning) og kom aldrig hjem. Mine forældre ledte efter hende i flere måneder og flere måneder. De fandt aldrig hendes rester. Mine forældre nægtede at sende en dødsannonce indtil den dag, de døde, i håb om, at hun var sund og rask og i live et eller andet sted, på en eller anden måde.
Jeg blev også påvirket af strålingen og kastede voldsomt op efter bombeangrebet.
Mit hår faldt ud, mit tandkød blødte, og jeg var for syg til at gå i skole. Min mormor beklagede sine børns og børnebørns lidelser og bad. “Hvor grusomt, hvor meget grusomt, hvis det bare ikke var for pika-don (fonetisk navn for atombomben) …” Dette var en af hendes faste sætninger indtil den dag, hun døde.
Krigen blev forårsaget af de voksnes selviske ugerninger. Mange børn blev ofre på grund af den. Ak, det er desværre stadig tilfældet i dag. Vi voksne må gøre alt, hvad vi kan, for at beskytte vores børns liv og værdighed. Børn er vores største velsignelse.”
Masakatsu Obata
99 / nagasaki / 1,5 km
TRANSLATION
“Jeg tænker ofte, at mennesker går i krig for at tilfredsstille deres grådighed.
Hvis vi befrier os selv for grådighed og hjælper hinanden i stedet, tror jeg, at vi vil være i stand til at leve sammen uden krig. Jeg håber at leve videre sammen med alle andre, informeret af denne logik.
Dette er blot en af mine tanker – hver enkelt person har forskellige tanker og ideologier, og det er det, der gør tingene udfordrende.”
TESTIMONIE
“Jeg arbejdede på Mitsubishifabrikken om morgenen den 9. august. En alarmvarsel gik i gang. ‘Gad vide, om der kommer endnu et luftangreb i dag’, funderede en kollega. Lige da blev alarmvarslet til et luftangreb.
Jeg besluttede mig for at blive inde på fabrikken. Luftangrebsadvarslen aftog til sidst. Klokken må have været omkring 11. Jeg begyndte at se frem til den bagte kartoffel, som jeg havde medbragt til frokost den dag, da jeg pludselig blev omgivet af et blændende lys. Jeg faldt straks om på maven. Fabrikkens skifertag og vægge smuldrede og faldt ned oven på min bare ryg. “Jeg skal dø,” tænkte jeg. Jeg længtes efter min kone og min datter, som kun var nogle måneder gammel.
Et øjeblikke senere rejste jeg mig op på mine fødder. Taget var blevet blæst helt af vores bygning. Jeg kiggede op mod himlen. Væggene var også ødelagt – ligesom de huse, der omgav fabrikken – og afslørede et dødt åbent rum. Fabrikkens motor var holdt op med at køre. Det var uhyggeligt stille. Jeg gik straks hen til et nærliggende beskyttelsesrum.
Der mødte jeg en kollega, som havde været udsat for bomben uden for fabrikken. Hans ansigt og krop var hævet, omkring halvanden gange så stort som hans ansigt og krop. Hans hud var smeltet af og blottede hans rå kød. Han var ved at hjælpe en gruppe unge studerende i beskyttelsesrummet.
“Ser jeg ud til at være okay?” spurgte han mig. Jeg turde ikke svare. ‘Du ser ret hævet ud,’ var de eneste ord, jeg kunne mønstre. Kollegaen døde tre dage senere, det har jeg hørt.”
Kumiko Arakawa
92 / nagasaki / 2,9 km
TRANSLATION
Mor Arakawa har meget få erindringer om, hvordan hun overlevede bombningen efter den 9. august, da hun mistede begge sine forældre og fire søskende ved atombombeangrebet. Da hun blev bedt om at skrive et budskab til fremtidige generationer, svarede hun: “Nani
mo omoitsukanai (jeg kan ikke komme i tanke om noget).”
TESTIMONY
“Jeg var 20 år gammel, da bomben blev kastet. Jeg boede i Sakamotomachi – 500 m fra hypocenteret – sammen med mine forældre og otte søskende. Da krigssituationen blev intensiveret, blev mine tre yngste søstre sendt til udkanten, og min yngre bror tog til Saga for at tjene i militæret.
Jeg arbejdede på præfekturens kontor. Fra april 1945 flyttede vores afdeling midlertidigt til et lokalt skoleområde 2,9 km fra hypocenteret, fordi vores hovedkontor lå ved siden af en træbygning (forfatterens note: brandfarlig i tilfælde af et luftangreb). Om morgenen den 9. august gik flere venner og jeg op på taget for at kigge ud over byen efter et kort luftangreb. Da jeg kiggede op, så jeg noget langt og tyndt falde ned fra himlen. I det øjeblik blev himlen lys, og mine venner og jeg dukkede os ind i en nærliggende trappeskakt.
Efter et stykke tid, da rystelserne stilnede af, gik vi i sikkerhed i parken. Da jeg hørte, at Sakamotoma- chi var utilgængelig på grund af brandene, besluttede jeg at bo hos en ven i Oura. Da jeg var på vej hjem den næste dag, oplyste en bekendt mig om, at mine forældre var i et beskyttelsesrum i nærheden. Jeg tog derhen og fandt dem begge med alvorlige forbrændinger. De døde to dage senere.
Min storesøster blev dræbt af den første eksplosion, der fandt sted i hjemmet. Mine to yngre søstre blev hårdt såret og døde inden for et døgn efter bombeangrebet. Min anden søster blev fundet død i foyeren i vores hus. Der er utallige gravsten over hele Nagasaki med en navneindskrift, men ingen ikotsu (kremerede knoglerester). Jeg trøster mig med, at alle seks medlemmer af min familie har ikotsu og hviler fredeligt sammen.
I en alder af 20 år blev jeg pludselig nødt til at forsørge mine overlevende familiemedlemmer. Jeg har ingen erindring om, hvordan jeg fik mine yngre søstre gennem skolen, hvem vi var afhængige af, hvordan vi overlevede. Nogle mennesker har spurgt mig, hvad jeg så på vej hjem dagen efter bombeangrebet, den 10. august – “Du så sikkert mange lig”, ville de sige – men jeg kan ikke huske at have set et eneste lig. Det lyder sikkert mærkeligt – men det er sandheden.
Jeg er nu 92 år gammel. Jeg beder hver dag til, at mine børnebørn og oldebørn tilbringer hele deres liv med kun at kende fred.”
Fujio Torikoshi
86 / hiroshima / 2 KM
TRANSLATION
“Livet er en besynderlig skat.”
TESTIMONIE
“Om morgenen den 6. august forberedte jeg mig på at tage til hospitalet med min mor. Jeg havde fået konstateret kakke (vitaminmangel) et par dage tidligere og havde taget fri fra skole for at få en lægeundersøgelse. Mens min mor og jeg spiste morgenmad, hørte jeg det dybe rumlen fra motorer over hovedet. Vores ører var trænede dengang; jeg vidste straks, at det var en B-29. Jeg trådte ud på marken foran, men så ingen fly.
Forvirret kiggede jeg mod nordøst. Jeg så en sort prik på himlen. Pludselig ‘sprang’ den i en kugle af blændende lys, der fyldte mine omgivelser. En varm vindstorm ramte mit ansigt; jeg lukkede øjeblikkeligt øjnene og knælede ned på jorden. Da jeg forsøgte at få fodfæste, løftede et nyt vindstød mig op, og jeg ramte noget hårdt. Jeg husker ikke, hvad der skete derefter.
Da jeg endelig kom til mig selv, var jeg besvimet foran en bouka suisou (vandbeholder af sten, der dengang blev brugt til at slukke brande). Pludselig følte jeg en intens brændende fornemmelse i ansigtet og på armene og forsøgte at dyppe min krop ned i bouka suisou’en. Vandet gjorde det værre. Jeg hørte min mors stemme i det fjerne. ‘Fujio! Fujio!” Jeg klamrede mig desperat til hende, da hun tog mig op i sine arme. ‘Det brænder, mor! Det brænder!’
Jeg drev ind og ud af bevidsthed de næste par dage. Mit ansigt svulmede så meget op, at jeg ikke kunne åbne øjnene. Jeg blev kortvarigt behandlet i et luftværn og senere på et hospital i Hatsukaichi, og til sidst blev jeg bragt hjem indpakket i bandager over hele kroppen. Jeg var bevidstløs de næste par dage og kæmpede mod en høj feber. Til sidst vågnede jeg op til en strøm af lys, der trængte ind gennem bandagerne over mine øjne, og min mor sad ved siden af mig og spillede en vuggevise på sin harmonika.
Jeg fik at vide, at jeg havde til omkring 20 års alderen tilbage at leve. Alligevel er jeg her syv årtier senere, 86 år gammel. Alt, hvad jeg ønsker, er at glemme, men det fremtrædende keloidar på min hals er en daglig påmindelse om atombomben. Vi kan ikke fortsætte med at ofre dyrebare liv til krigsførelse. Alt, hvad jeg kan gøre, er at bede – alvorligt, ubarmhjertigt – for verdensfred.”
Inosuke Hayasaki
86 / nagasaki / 1,1 km
TRANSLATION
“Jeg er meget taknemmelig for muligheden for at mødes med dig og tale med dig om verdensfred og konsekvenserne af atombomben.
Jeg, Hayasaki, har været Heiwasuishinkyokai dybt taknemmelig for at arrangere dette møde, blandt mange andre ting. De har rejst langt fra USA – hvor lang og besværlig må Deres rejse ikke have været. Der er gået 72 år siden bombningen – desværre har unge mennesker i denne generation glemt krigens tragedier, og mange er ligeglade med fredsklokken fra Nagasaki. Måske er det til det bedre, et tegn på, at den nuværende generation nyder freden. Alligevel går mine tanker til dem, hver gang jeg ser folk fra min egen generation række hænderne sammen foran fredsklokken.
Må borgerne i Nagasaki aldrig glemme den dag, hvor 74.000 mennesker øjeblikkeligt blev forvandlet til støv. I øjeblikket ser det ud til, at amerikanerne har et stærkere ønske om fred end os japanere. Under krigen fik vi at vide, at den største ære var at dø for vores land og blive stedt til hvile ved Yasukuni-helligdommen.
Vi fik at vide, at vi ikke skulle græde, men glæde os, når familiemedlemmer døde i krigsindsatsen. Vi kunne ikke udtale et eneste ord af trods mod disse grusomme og nådesløse krav; vi havde ingen frihedsrettigheder. Desuden sultede hele landet – der var ikke en eneste godbid eller nål at se i stormagasinet. Et lille barn kan tigge sin mor om en snack, men hun kunne intet gøre – kan du forestille dig, hvor pinefuldt det er for en mor?
TESTIMONY
“De sårede lå spredt ud over jernbanesporene, brændte og sorte. Når jeg gik forbi, stønnede de af smerte. ‘Vand… vand… vand…’
Jeg hørte en mand i forbifarten sige, at hvis man gav vand til brandsårene, ville det slå dem ihjel. Jeg var splittet. Jeg vidste, at disse mennesker havde timer, hvis ikke minutter, tilbage at leve. Disse brandsårsofre – de var ikke længere af denne verden.
‘Vand… vand… vand…’
Jeg besluttede mig for at lede efter en vandkilde. Heldigvis fandt jeg en futon i nærheden, der var opslugt af flammer. Jeg rev et stykke af den af, dyppede det i rismarken i nærheden og vred det over de brændte ofres mund. Der var omkring 40 af dem. Jeg gik frem og tilbage, fra rismarken til jernbaneskinnerne. De drak det mudrede vand ivrigt. Blandt dem var min kære ven Yamada. ‘Yama- da! Yamada! Jeg udbrød, svimmel af glæde over at se et kendt ansigt. Jeg lagde min hånd på hans bryst. Hans hud gled af og blottede hans kød. Jeg blev forfærdet. “Vand…” mumlede han. Jeg vred vandet over hans mund. Fem minutter senere var han død.
Faktisk set var de fleste af de mennesker, jeg plejede, døde.
Jeg kan ikke lade være med at tænke, at jeg dræbte disse brandsårsofre. Hvad hvis jeg ikke havde givet dem vand? Ville mange af dem have overlevet? Jeg tænker på det hver dag.”
Vi ville ikke være, hvor vi er i dag, hvis det ikke var for de utallige liv, der
blev tabt på grund af bombeangrebet, og de mange overlevende, der har levet i smerte og kamp siden. Vi kan ikke ødelægge denne fredsdynamik – den er uvurderlig. Hundredtusindvis af soldater døde under den japanske militære eliteklasses uovervindelige grådighed. Vi må ikke glemme de unge soldater, som i stilhed længtes efter deres forældre, længtes efter deres koner og børn, da de døde midt i krigens kaos. Amerikanske soldater har været udsat for lignende prøvelser. Vi skal værne om freden, også selv om den gør os fattige. Smilet blegner, når freden bliver taget fra os. Dagens krige giver ikke længere vindere og tabere – vi bliver alle tabere, når vores levesteder bliver ubeboelige. Vi må huske på, at vores lykke i dag er bygget på håb og drømme fra dem, der gik før os.
Japan er et fænomenalt land – vi må dog være opmærksomme på, at vi førte krig mod USA og modtog hjælp fra dem bagefter. Vi skal være opmærksomme på den smerte, som vi påførte vores naboer under krigen. Fa- vors og gode gerninger glemmes ofte, men traumer og ugerninger går i arv fra den ene generation til den anden – sådan er det i verden. Evnen til at leve i fred er et lands mest værdifulde vare. Jeg beder til, at Japan fortsat vil være et lysende eksempel på fred og harmoni. Jeg beder til, at dette budskab giver genlyd hos unge mennesker over hele kloden. Undskyld min håndskrift.
Ryouga Suwa
84 / hiroshima / kom ind i det berørte område efter bombningen og blev udsat for stråling
TRANSLATION
“Inden for det buddhistiske sprogbrug findes der en fugl, der kaldes gumyouchou. Denne fugl har én krop og to hoveder. Selv om to væsener har forskellige ideologier eller filosofier, er deres liv bundet sammen af en enkelt form – dette er et buddhistisk princip manifesteret i form af en fugl.”
Det ville være ideelt, hvis vi alle kunne dyrke evnen til at værdsætte hinanden i os i stedet for at hidse os op over vores forskelligheder.”
TESTIMONIE
“Jeg er 16. generations overpræst i Johoji-templet i Otemachi. Det oprindelige Johoji-tempel lå inden for 500 meter fra hypocenteret. Det blev øjeblikkeligt ødelagt sammen med de 1300 husstande, der plejede at udgøre det område, der nu hedder Hiroshima Peace Memorial Park. Mine forældre er stadig savnet den dag i dag, og min søster Reiko blev erklæret død.
Jeg blev på den anden side evakueret i Miyoshi-shi, 50 km fra hypocenteret. Jeg er det, man ville kalde en genbaku-koji (atombombeforældreløs). Jeg var 12 år gammel på det tidspunkt. Da jeg vendte tilbage til Hiroshima den 16. september – en måned og 10 dage efter bombeangrebet – var det eneste, der var tilbage af ejendommen, en klynge væltede gravsten fra tempelkirkegården. Hiroshima var en flad ødemark. Jeg husker, at jeg var chokeret over, at jeg kunne skimte Setonai-øerne i det fjerne, som tidligere var hæmmet af bygninger.
I 1951 blev templet flyttet til sin nuværende adresse. Den nye Johoji blev genopbygget af vores støtteres hænder og blomstrede sammen med den endelige genoplivning af Hiroshima by. Vi praktiserer en antikrigs- og atomvåbenfilosofi her og har indgået et partnerskab med Hiroshima Peace Memorial Park hvert år for at koordinere foredrag og arrangementer og forfølge projekter til restaurering af hibaku-bygninger.”
Haruka Sakaguchi er fotograf med base i New york City
Paul Moakley, som redigerede dette fotoessay, er Time’s Deputy Director of Photography
Lily Rothman er Time’s History and Archives Editor