Emilio Aguinaldo
Emilio Aguinaldo blev født den 23. marts 1869 og voksede op i Kawit i Cavite-provinsen og blev uddannet i Manila. Han blev udnævnt til en kommunal stilling i sin hjemlige provins og var også den lokale leder af en revolutionær forening, der kæmpede mod det spanske styre over Filippinerne. Ved en aftale, der blev indgået med oprørslederne i januar 1898, indvilligede Spanien i at indføre liberale reformer og betale en stor erstatning; oprørerne gik derefter i eksil.
Da der i april 1898 udbrød krig mellem Spanien og USA, indgik Aguinaldo aftaler med de amerikanske konsulater i Hong Kong og Singapore og med Commodore George Dewey om at vende tilbage fra eksil for at kæmpe mod Spanien. Den 12. juni proklamerede Aguinaldo Filippinerne uafhængighed fra Spanien, hejste det nationale flag, indførte en nationalsang og beordrede en offentlig oplæsning af uafhængighedserklæringen.
Da han indså, at USA ikke ville acceptere Filippinernes øjeblikkelige og fuldstændige uafhængighed, organiserede han en revolution mod det amerikanske styre, der resulterede i 3 års blodig guerillakrig. Han blev taget til fange den 23. marts 1901 af general Frederick Funston. Funston og flere andre officerer, der var bundet på hænder og fødder, lod som om de var fanger og blev ført til Aguinaldo’s lejr af filippinere, der var loyale over for USA. De blev løsladt og fik udleveret våben og fangede nemt Aguinaldo, som derefter aflagde troskabsed til USA og udstedte en fredsproklamation den 19. april. Den bitterhed, som krigen havde forårsaget, blev snart forvandlet til venskab, da amerikanere og filippinere gik sammen om at arbejde for filippinsk uafhængighed. Aguinaldo trak sig tilbage til privatlivet, og hans søn kom ind på West Point i samme klasse som general Funstons søn.
I 1935 stillede Aguinaldo forgæves op til præsidentvalget i det filippinske Commonwealth mod Manuel Quezon. Efter den japanske invasion af Filippinerne i 1941 samarbejdede han med de nye magthavere, idet han endog i radioen opfordrede til, at de amerikanske og filippinske styrker på Bataan skulle overgive sig. Han blev arresteret som kollaboratør, efter at amerikanerne var vendt tilbage, men blev senere løsladt i forbindelse med en generel amnesti. Han forklarede sin handling ved at sige: “Jeg mindedes bare den kamp, jeg ledede. Vi var også i undertal, og vi var på konstant tilbagetog. Jeg så mine egne soldater dø uden at påvirke fremtidige begivenheder. For mig virkede det, som om det var det, der skete på Bataan, og det virkede som en god ting at stoppe.”
I 1950 blev han udnævnt til statsrådet, et rådgivende organ for præsidenten, og i sine senere år var han formand for et nævn, der uddelte pensioner til de resterende veteraner fra revolutionen. Han døde i Manila den 6. februar 1964.