Moses dør i en alder af 120 år – var det for tidligt?
Den utidige død (?)
Der står i Femte Mosebog om Moses’ død:
דברים לד:ז וּמֹשֶׁה בֶּן בֶּן מֵאָה וְעֶשְׂרִים שָׁנָה שָׁנָה בְּמֹתוֹ לֹא כָהֲתָה עֵינוֹ וְלֹא נָס לֵחֹה.
5 Mos 34:7 Moses var hundrede og tyve år gammel, da han døde; hans øjne var ufortrødne og hans friskhed uformindsket.
Trods Moses levede til en alderdom på hundrede og tyve år, et typologisk levetidstal (jf. 1 Mos 6,3), der repræsenterer tre generationer (40×3), betragtede bibelkommentatorer gennem generationer hans død som utidig og dermed tragisk og sørgelig, fordi det ikke lykkes ham at opfylde sin livsmission om at nå det forjættede land.
Og faktisk bruger Femte Mosebog ikke positive udtryk for Moses’ høje alderdom. Dette står i kontrast til f.eks, med Abrahams “modne alderdom, ældre og fyldig” (בְּשֵׂיבָה טוֹבָה זזָקֵן וְשָׂבֵעַ; Gen 25:8), eller variationer af dette brugt om Isak “ældre og fuld af år” (זָקֵן וּשְׂבַע יָמִים; Gen 35:29) og Gideon “moden alderdom” (בְּשֵׂיבָה טוֹבָה; Judg 8:32). I stedet beskriver Femte Mosebog 34:7 Moses som stadig energisk, hvilket antyder hans evne til at holde sig i live og fungere et par gode år mere (se dog 31:2).
Hvorfor Moses døde i Transjordanien
Grundene til Moses’ “for tidlige” død fremstilles forskelligt i de forskellige kilder til Toraen. Den mest kendte og oftest gentagne påstand findes i en fortælling, der tilskrives den præstelige skole, og som beretter, at Moses’ død var et resultat af hans fejltrin med Aron ved Meriba:
4 Mos 20:12 YHWH sagde til Moses og Aron: “Fordi I ikke stolede nok på mig til at bekræfte min hellighed over for det israelitiske folk, skal I derfor ikke føre denne menighed ind i det land, som jeg har givet dem.”
Mens lederens forseelse i historien ikke er helt klar, angiver fortællingen udtrykkeligt, at fejlen skyldtes Moses og Aron (20:24, 27:12-14).
I modsætning til denne præstelige opfattelse nævner tre tidligere henvisninger til Moses’ død i Femte Mosebog (1:37, 3:26 og 4:21) ikke en synd fra Moses’ eller Arons side og synes at give en anden forklaring.
Tre synonyme udsagn?
Sammen placeret i rammeindledningen til lovafsnittet i Femte Mosebog, anses de tre ovennævnte henvisninger til Moses’ død af mange forskere for at afspejle den samme fortælling om Moses’ skæbne: død uden for Cisjordan på grund af folkets gerninger.
Denne læsning optræder f.eks. i Gordon McConvilles nylige kommentar til Femte Mosebog, hvor han vælger det samme udtryk til at oversætte udsagnene i 5 Mos 1,37 og 3,26 og en nært beslægtet formulering for udsagnet i 4,21, hvilket tyder på, at de udtrykker den samme idé:
| Min (bogstavelige) oversættelse | Verse | McConvilles oversættelse | |
| Deut 1:37 דברים א:לז |
YHWH var vred på mig på grund af dig |
גַּם בִּי הִתְאַנַּף יְ-הוָה בִּגְלַלְכֶם
|
Herren blev vred på mig på grund af dig |
| Deut 3:26 דברים ג:כו |
Men YHWH var rasende på mig på dine vegne |
וַיִּתְעַבֵּר יְ-הוָה בִּי לְמַעַנְכֶם
|
Men Herren blev vred på mig på grund af dig |
| Deut 4:21 דברים ד:כא |
YHWH var vred på mig på grund af dine ord |
וַי-הוָה הִתְאַנַּף בִּי עַל דִּבְרֵיכֶם
|
HERREN blev vred på mig på grund af dig |
Ved at vælge lignende formuleringer, McConville formidler sin antagelse om, at udsagnene hænger sammen og forudsætter hinanden. NRSV anvender en lignende fremgangsmåde. Men tendensen til at oversætte disse udsagn fra Moses med identiske eller enslydende formuleringer overser den forskelligartede terminologi i udsagnene i den hebraiske tekst. To af udsagnene henviser til Guds reaktion med ordet התאנף (5 Mos 1:37, 4:21), mens verbet ויתעבר bruges i det andet udsagn (3:26). Desuden bruges tre forskellige udtryk til at beskrive folkets andel i begivenheden: בגללכם (5Mo 1:37), למענכם (3:26) og על דבריכם (4:21), som hver især har forskellige betydninger.
Disse forskelle skal tages i betragtning, da de afslører forfatternes forskellige intentioner, der afspejler den komplekse proces, som traditionens vækst har været. Lad os se på hvert enkelt udsagn efter tur, idet vi er omhyggelige med at være opmærksomme på, hvad det står i kontekst. Vi vil starte med den seneste kilde, 4:21, og skrælle lagene af, indtil vi når frem til den muligvis oprindelige og ældste af de tre.
Israels ord (5 Mos 4:21)
Iflg. 4:21 vil Moses ikke komme ind i landet på grund af Guds vrede på ham (התנאף בי), hvilket er et resultat af noget, som folket er ansvarlig for (על דבריכם). Men hvad betyder den sidstnævnte sætning egentlig?
Den bibelske term על דבר oversættes normalt med “på grund af”, baseret på at oversætte דבר som ting, sag eller handling, og derfor “for den ting/ i den sag”. Men når udtrykket optræder med et pronominalsuffiks “min, hans, din” (f.eks. על דברי, על דבריו, על דבריכם) betyder det “ord” eller “tale”. Sætningen her betyder således: “på grund af dine ord” eller “på grund af det, du sagde”. Dette er præcist formidlet i den græske LXX-oversættelse, περὶ τῶν λεγομένων ὑφ᾿ ὑμῶν, såvel som i Targum Onkelos’ aramæiske gengivelse על פתגמיכון, som begge betyder “på grund af jeres ord”, hvilket betyder, at Moses blev dømt på grund af specifikke ord, som folket havde sagt.
De fleste engelske oversættelser oversætter denne sætning forkert. For eksempel gengiver NRSV og ESV “på grund af jer”, NJPS oversætter “på grund af jer”, og i King James står der “for jeres skyld”. Mens disse oversættelser andre steder gengiver על דבר korrekt, som forbundet med ord, så overser de det her. Hvorfor tager de fejl i tilfældet med 5 Mos 4:21?
En sandsynlig faktor, der driver disse oversættere, er deres ønske om at få denne tekst til at stemme overens med 1:37, hvor der står בגלללכם, “på grund af jer”. En anden faktor kan være den generelle kontekst i kapitel 4, som mangler enhver omtale af specifikke ord, der blev sagt af folket. Denne forklaring peger således på et problem i selve teksten – hele beskyldningen om folkets ord (על דבריכם, 4:21) og den efterfølgende henvisning (v. 22) synes malplaceret.
En redaktionel indsættelse
Verne 21-22 i Femte Mosebog 4 synes at være en senere indsættelse i deres kontekst, da de afbryder diskussionen om vigtigheden af, at israelitterne ikke vender sig til at tilbede himmellegemerne, når de kommer ind i landet:
5 Mos 4:19 Og når I ser op mod himlen og ser solen og månen og stjernerne, hele den himmelske hærskare, må I ikke lade jer lokke til at bøje jer for dem eller dyrke dem. Disse har YHWH, din Gud, tildelt andre folkeslag overalt under himlen; 4:20 men dig tog YHWH og førte ud af Egypten, denne jernhøjovn, for at blive sit eget folk, som det nu er tilfældet.
4:21 Nu blev YHWH vred på mig på grund af dine ord og svor, at jeg ikke skulle krydse Jordan og komme ind i det gode land, som YHWH, din Gud, tildeler dig som arv. 4:22 Thi jeg skal dø i dette land, jeg skal ikke gå over Jordan. Men I skal gå over og tage det gode land i besiddelse.
4:23 Pas altså på, at I ikke glemmer den pagt, som YHWH, jeres Gud, har indgået med jer, og at I ikke laver jer et skulpturelt billede i nogen form for lighed, hvilket YHWH, jeres Gud, har påbudt jer at undgå. 4:24 Thi YHWH, jeres Gud, er en fortærende ild, en lidenskabelig Gud.
Det er plausibelt, at bemærkningen i vers 21-22 havde til formål at sammenkæde den lovgivende beretning, der begynder i 4:44, med fortællingen i de foregående kapitler. Men som henvisning til en forestilling om folkets ord synes henvisningen at indikere kendskab til en bestemt fortælling, nemlig historien om spionerne som beskrevet i Femte Mosebog 1, der anklager folket for deres ytringer.
Historien i Femte Mosebog 1 præsenterer Moses’ skæbne som følge af folkets udråb om landet (v. 27-28, 34). Men som vi vil se, er denne henvisning til Moses i kapitel 1 tilfældigvis selv malplaceret i sammenhængen.
Reaktion på spionerne (5 Mos 1:37)
I henhold til fortællingen i Femte Mosebog 1 var det i en tidlig fase af rejsen i ørkenen, at Moses blev dømt til at dø uden for landet (1:37, 46). Hans død var bestemt til at finde sted sammen med menighedens undergang (v. 34-37), som blev bebrejdet for en negativ reaktion på rapporten fra de spioner, der rekognoscerede landet (v. 27-29). Folkets forkerte holdning er særlig påfaldende i lyset af den positive rapport, som denne beretning tilskriver spionerne selv:
דברים א:כה …וַיָּשִׁבוּ אֹתָנוּ דָבָר וַיֹּאמְרוּ טוֹבָה הָאָרֶץ אֲשֶׁר יְ-הוָה אֱלֹהֵינוּ נֹתֵן לָנוּ.
5 Mos 1:25 …De bragte en beretning tilbage til os og sagde: “Det er et godt land, som YHWH, vor Gud, giver os.”
På denne måde virker folkets afvisning af at gå op i landet mere uacceptabel og utilgivelig.
Fortællingen siger endvidere, at Moses’ død skyldes folket (v. 37), hvilket antyder, at han dør som følge af en slags følgeskade: Alle israelitterne, der forlod Egypten (bortset fra den gode spejder Kaleb), må ikke gå op i landet, og det må omfatte deres leder, Moses. Men også her virker Moses’ kommentar om hans død malplaceret, idet den afbryder strømmen fra det, der vil ske med spionernes generation og deres børn:
5 Mos 1:34 Da YHWH hørte jeres højlydte klage, blev han vred. Han svor: 1:35 Ikke en eneste af disse mænd, denne onde slægt, skal se det gode land, som jeg svor at give jeres fædre – 1:36 ingen undtagen Kaleb, Jefunnes søn; han skal se det, og ham og hans efterkommere vil jeg give det land, som han satte sin fod på, fordi han forblev trofast over for YHWH.-
1:37 På grund af jer blev YHWH også vred på mig, og han sagde:
Du skal heller ikke komme derind. 1:38Joshua, Nuns søn, som ledsager dig, han skal gå derind. Giv ham styrke, for han skal tildele Israel det.
1:39 Desuden skal dine små, som du sagde, skulle bortføres, dine børn, som endnu ikke kan skelne godt fra ondt, de skal gå ind i det; dem vil jeg give det, og de skal tage det i besiddelse…
Den uklare dom over Moses er særlig tydelig i denne sammenhæng, når man sammenligner fortællingen med dens tekstmæssige kilde i beretningen om spionagehistorien i 4. Mosebog 13-14. Fortællingen der holder ikke blot Moses fri for skyld, men hædrer ham også som den ultimative figur, der skal holde sig i live i tilfælde af en generel massakre på folket fra Guds side (4 Mos 14,12). Guds dom over Moses er også overraskende, da Moses om nogen forsøger at tale folket ned, når de nægter at fortsætte rejsen og giver Gud skylden (5 Mos 1:29-33).
Den fremstilling af Moses’ fejlfri medvirken i hændelsen i 5 Mos 1 gør Guds dom over ham (v. 37) endnu mere uklar. Den manglende overensstemmelse mellem disse detaljer understøtter den observation, at de vers, der forklarer, hvorfor Moses må dø uden for Cisjordan, ikke er en oprindelig del af teksten. Versene blev tilføjet for at supplere oplysningerne om indgangen til landet. Sideløbende med oplysningerne om den nuværende generations og deres børns skæbne (v. 35-36, 39) kunne lederens/ledernes skæbne nævnes (v. 37-38).
Som henvisningen i 4:21-22 er bemærkningen om Moses’ skæbne i 1:37-38 således sekundær i sin sammenhæng. Denne bemærkning afspejler kendskab til den tredje og mest originale version af denne tradition, nemlig dialogen mellem Gud og Moses i 5 Mos 3:23-28.
Moses tigger om at komme ind i landet (5 Mos 3:26)
I 5 Mos 3 opmuntrer Moses Josua ved at sige, at indbyggerne i Cisjordan vil falde for ham lige så let, som Transjordan faldt for Moses (v. 21-22). På det tidspunkt bønfalder Moses YHWH om at lade ham komme ind i landet sammen med Israel, men YHWH nægter. Denne enhed er kendetegnet ved varieret brug af roden עבר (fed):
5 Mos 3:23 Jeg bønfaldt YHWH på den tid og sagde: 3:24 “Herre YHWH, du, som lod din tjener se de første gerninger af din storhed og din mægtige hånd, du, hvis mægtige gerninger ingen gud i himlen eller på jorden kan måle sig med! 3:25 Lad mig, jeg beder dig, gå over og se det gode land på den anden side af Jordan, det gode bjergland og Libanon!”
3:26 Men YHWH var rasende på mig på dine vegne og ville ikke høre på mig. YHWH sagde til mig: “Det er nok! Tal aldrig mere til mig om denne sag! 3:27 Gå op på Pisgahs top og se dig omkring, mod vest, mod nord, mod syd og mod øst. Se godt efter, for du skal ikke gå over den jyske Jordan. 3:28 Giv Josua hans instruktioner, og giv ham styrke og mod, for han skal gå over i spidsen for dette folk, og han skal tildele dem det land, som I kun kan se.”
Guds svar til Moses her passer ikke kun til den specifikke beretning om Moses’ bøn, men også til den bredere sammenhæng i kapitlet, som beskriver folkets forberedelser til at krydse Jordan og tage landet i besiddelse, samtidig med at de oplever en ændring i lederskabet (vv. 18-21, 28).
עבר fungerer her som et Leitwort (bogstaveligt talt “ledende ord”; hebraisk, מילה מנחה) , der optræder seks gange, og tre gange i den foregående passage (v. 18-22), i alt ni forekomster. I otte ud af de ni tilfælde bruges det på to beslægtede måder:
- Det er verbet i qal-form, “krydse”, der bruges til at beskrive folkets og Josuas fremtidige handling og det, som Moses ønsker, at han kunne gøre.
- Det er navnet på det eftertragtede land på den anden side af Jordanens grænse (עבר הירדן).
Signifikant nok er den eneste tilbageværende brug af roden det meget usædvanlige hitpa’el-formede verbum ויתעבר, der betyder “blev rasende”, og som henviser til YHWH’s reaktion på Moses’ anmodning. Verbet resonerer med sin mere typiske brug i forbindelse med “overskridelse” og understreger dermed, at Moses’ overskridelse er imod YHWH’s plan, i modsætning til Josua og folkets overskridelse, som er i overensstemmelse med YHWH’s plan.
Frekvensen af roden עבר i Guds og Moses’ dialog (3:23-28), som en del af den bredere kontekst i Femte Mosebog 3, indikerer ægtheden af Moses’ sætning i kapitlet.I modsætning hertil bruger de redaktionelle tilføjelser i kap. 1 og 4, når de opsummerer og omformulerer denne interaktion, det mere almindelige deuteronomistiske udtryk ויתאנף til at beskrive Guds vrede (5 Mos 9:8, 20; 1 Kong 11:9; 2 Kong 17:18. Og 1 Kong. 8:46 ).
Hvorfor afviser Gud Moses’ anmodning?
I henhold til denne tidligste beretning i kapitel 3, hvorfor nægter Gud at lade Moses krydse Jordan og komme ind i landet? I modsætning til de andre beretninger peger Femte Mosebog 3 ikke på folkets forseelser som grundlag for dommen (jf. בגללכם, על דבריכם; “på grund af jer”, “på grund af jeres ord”, 1:37, 4:21). Faktisk siger teksten, at YHWH blev rasende på Moses “på dine vegne” (למענכם), hvilket betyder, at beslutningen var til gavn for Israel.
Brugen af præpositionen למען, når den er knyttet til et substantiv, angiver en person, på hvis vegne en handling udføres. Udtrykket er altid positivt og betyder således “til din fordel”. Dette forklarer, hvorfor teksten ikke har valgt den lignende præposition בעבור, som tilsyneladende kunne have passet bedre ind i sammenhængen, da den indeholder kapitlets fremtrædende rod (עבר). Mens בעבור kan bruges ombytteligt med partiklen למען (1 Mos 18:24-29, 27:19-25; 2 Mos 9:16), udtrykker det ikke altid “til fordel for” (f.eks. 1 Mos 3:17, 12:13, 16), som udtrykket למען gør. Ved at vælge præpositionen למענכם i 5 Mos 3:26 formidler forfatteren således, at Guds vrede var til fordel for folket, snarere end et resultat af deres gerninger.
Lederens afslutning – afslutningen på en periode
I en kort kommentar fra 1973 antydede Anthony Phillips i en kort kommentar fra 1973, at traditionen i Femte Mosebog om Moses’ straf ligner modellen i Esajas 53 om den lidende tjener, der bærer folkets misgerninger (v. 4-6, 11). Men undersøgelsen ovenfor viser, at der i det tidligere lag af den deuteronomistiske historieskrivning faktisk ikke var nogen straf, der skulle bæres. Faktisk kan man argumentere for, at Moses’ død slet ikke blev betragtet som en straf.
Som det fremgår af Moses’ tale i Femte Mosebog 31, kommer afslutningen på hans lederskab, når han når det traditionelt begrænsede antal af et menneskeliv (jf. 1 Mos 6,3):
5 Mos 31,2 Han sagde til dem:
5 Mos 31,2 “Jeg er nu 120 år gammel, jeg kan ikke længere være aktiv. Desuden har YHWHH sagt til mig: ‘I må ikke gå over den jævne Jordan’. 31:3 YHWH, jeres Gud, vil selv gå over foran jer, og han vil selv udslette disse folkeslag fra jeres vej, og I skal gøre dem til ejendom…”
Så er Moses’ endeligt den forventede konsekvens af hans dødelighed, som står i kontrast til YHWH’s evighed og stadige tilstedeværelse blandt israelitterne (5 Mos 31:3b-4, Jos 1.2-5). Med andre ord vil YHWH ledsage israelitterne ind i landet og den næste fase af deres liv som folk, men Moses, lederen af udvandringen og ørkenvandringen, vil ikke ledsage dem.
Moses dør til gavn for Israel
Men hvordan kommer Moses’ død Israel til gode, og hvorfor er Gud vred på ham? Guds vrede stammer fra Moses’ bestræbelser på at ændre sin fastlagte skæbne. Moses går for vidt og beder om en unaturlig forlængelse af sit liv, så han kan deltage i den næste fase af Israels skæbne. Derfor var hans død faktisk ikke for tidlig, den var på det rigtige tidspunkt og på det rigtige sted!
Moses var lederen af udvandringen og ørkenvandringen. Ved slutningen af denne periode venter en ny æra med nye udfordringer med at bosætte sig i landet for folket. Femte Mosebog forestiller sig her, at en ny leder bedre kan lette denne proces og gøre det muligt for folket at begynde en ny fase befriet fra deres tidligere bånd.
Mythologisering af Moses
Så hvorfor blev der tilføjet grunde til Moses’ død i Femte Mosebog 1 og 4? Disse tilføjelser afspejler udviklingen af visse mytiske dimensioner af Moses, hvilket kræver, at han ikke døde som et almindeligt menneske. Således afspejler kapitel 1, efterfulgt af kap. 4, et forsøg på at rette op på indtrykket af, at Moses døde blot på grund af alderdom som enhver anden dødelig, idet man antyder, at en alvorlig synd var ansvarlig for hans død. Mens denne synd her, i Femte Mosebog 1 og 4, blev relateret til folket, tilskrev alternative traditioner, såsom den af P, synden til Moses selv.
I modsætning til disse tilskrev hovedfortællingen i Femte Mosebog Moses oplevelsen af døden som fælles for alle dødelige. Han døde i en moden alderdom, ikke længere i stand til (eller tilladt) at være aktiv (5 Mos 31,2), selv om han var frisk som en ung mand (34,7). Hans mission slutter på højdepunktet af hans liv, som afslutning på perioden med ørkenvandringen i ørkenen. Der var brug for en ny person, Josua, til at indlede den næste fase med at føre Israel ind i det forjættede land.