Newsdesk
I efteråret skriver FIRE en blogserie om, hvordan skoler kan reformere deres problematiske talekodeks og opnå en “grønt lys”-klassificering fra os – en udmærkelse, der i øjeblikket kun tildeles 16 af de mere end 400 skoler i vores Spotlight-database, men som vi håber at kunne tildele til mange flere i de kommende år. I denne serie diskuterer vi almindelige problemer med talekodekser på campus og fokuserer på eksempler fra skoler, der kun er få små ændringer fra at få en grønt lys-rating.
Så vidt vi har undersøgt, hvordan universiteter begrænser ytringer ved at kræve “høflighed”, ved at udvide definitionen af “chikane” på ukorrekt vis, ved at begrænse de studerendes online-udtryk og ved at lægge urimelige restriktioner på opslag på campus. I dag ser vi på et andet problemfelt: politikker for studerendes protester, demonstrationer og andre udtryksaktiviteter på campus.
Problemerne med denne type politik kan groft sagt inddeles i tre kategorier:
- Bestemmelser, der begrænser ekspressive aktiviteter til små og/eller afsidesliggende områder på campus (bedre kendt som “ytringsfri zoner”);
- Bestemmelser, der kræver forudgående varsel eller endog forudgående godkendelse af ekspressive aktiviteter; og
- Bestemmelser, der kræver, at studentergrupper skal sørge for (og betale for) ekstra sikkerhed på grund af det kontroversielle eller upopulære indhold af deres ekspressive aktiviteter.
Offentlige universiteter forsøger ofte at retfærdiggøre restriktive demonstrationspolitikker ved at hævde, at der er tale om “rimelige bestemmelser om tid, sted og måde”, som er tilladte i henhold til første forfatningsændringslov. En gyldig regulering af tid, sted og måde skal imidlertid være “begrundet uden henvisning til indholdet af den regulerede ytring”, skal være “snævert skræddersyet til at tjene en væsentlig statslig interesse” og skal “efterlade rigeligt med alternative kanaler for kommunikation af informationen”. Clark v. Community for Creative Non-Violence, 468 U.S. 288, 293 (1984). Et universitet kan f.eks. fastsætte regler, der forhindrer demonstrationer i at forstyrre fodgænger- eller biltrafikken, eller indføre restriktioner for brugen af forstærket lyd, således at ekspressive aktiviteter ikke forstyrrer igangværende undervisning. Det er rimelige, indholdsneutrale bestemmelser, der tjener en væsentlig statslig interesse (dvs. at holde trafikken i gang eller gøre det muligt at fortsætte undervisningen), samtidig med at talerne stadig har andre muligheder for at sprede deres budskab.
Tå mange universiteter misforstår imidlertid en snæver undtagelse som en carte blanche til at regulere studenterdemonstrationer. Regler, der begrænser ytringsfriheden til kun et eller to områder af campus eller kræver forudgående administrativ godkendelse af alle ytringsaktiviteter, er ikke rimelige regler om tid, sted og måde.
Fremmere vil universiteterne begrænse de studerendes ytringsaktiviteter til et lille “ytringsfrit område” eller “ytringsfri zone”. Dette er f.eks. tilfældet på Elizabeth City State University (ECSU) i North Carolina, hvis “Clubs and Organizations Policy” fastsætter, at “the designated area on campus for ‘free speech’ events is the Outdoor Classroom”. (Det udendørs klasseværelse er afbilledet, komplet med demonstranter, i denne artikel). Selv om universitetet hævder, at denne politik er en “rimelig regulering af tid, sted og måde, så forstyrrelser af normale uddannelsesaktiviteter undgås”, er det langt mere vidtrækkende end nødvendigt at begrænse udtryksaktiviteter til kun ét område på ECSU’s 200 hektar store campus. Faktisk har flere domstole erklæret universiteters politikker for ytringsfrihedszoner for forfatningsstridige, herunder i sommer på University of Cincinnati. Selv om Cincinnati-administrationen kraftigt havde forsvaret politikken mod FIRE’s kritik tilbage fra 2008, fandt den føderale dommer, der behandlede sagen, at universitetets politik “krænker det første ændringsforslag og ikke kan opretholdes”. Og i 2004, da en anden føderal dommer behandlede forfatningsmæssigheden af Texas Tech Universitys tidligere politik for ytringsfrihed, fastslog han, at Texas Tech’s politik skal fortolkes således, at den tillader ytringsfrihed for studerende på “parkområder, fortove, gader eller andre lignende fællesområder … uanset om universitetet har udpeget dem som sådan eller ej”. Roberts v. Haragan, 346 F. Supp. 2d 853 (N.D. Tex. 2004).
En anden almindelig fejl i demonstrationspolitikker er et krav om, at de studerende skal give forudgående meddelelse om alle ekspressive aktiviteter eller, endnu værre, at de skal indhente forudgående administrativ godkendelse til alle sådanne aktiviteter. På University of Arizona er det f.eks. sådan, at “ctiviteter/events, der forventes at tiltrække mere end 25 personer, eller som annonceres i et hvilket som helst medie, skal være forudgået af udfyldelse og godkendelse af en “Campus Use Activity Form” mindst ti (10) hverdage før det forventede tidspunkt for sådanne aktiviteter.”
Med hensyn til det første punkt skal der, selv om det er forståeligt, at universiteterne ønsker forudgående varsel om studenterdemonstrationer, hvor det er muligt, altid være plads til ikke-planlagte ekspressive aktiviteter. Dette skyldes, at demonstrationer og protester ofte er spontane reaktioner på begivenheder, der er under udvikling (tænk på Virginia Tech-massakren eller 11. september 2001), og hvis man kræver, at de studerende skal vente et meningsfuldt stykke tid på at afholde en protest, kan det i væsentlig grad mindske, hvis ikke helt fjerne, virkningen af deres budskab.
Med hensyn til det andet punkt er et krav om forudgående administrativ godkendelse af de studerendes udtryksaktiviteter næsten helt sikkert en forfatningsstridig forudgående begrænsning af ytringsfrihed. Som U.S. Supreme Court har udtalt: “Det er krænkende – ikke kun for de værdier, der er beskyttet af det første tillæg, men for selve forestillingen om et frit samfund – at en borger i forbindelse med den daglige offentlige debat først skal informere myndighederne om sit ønske om at tale til sine naboer og derefter indhente en tilladelse til at gøre det.” Watchtower Bible and Tract Society of NY, Inc. v. Village of Stratton, 536 U.S. 150, 165-66 (2002).
Et tredje almindeligt problem med universiteters demonstrationspolitikker er, at de ofte lægger en byrde på kontroversielle ytringer ved at gøre studenterorganisationer ansvarlige, økonomisk eller på anden vis, for at sørge for ekstra sikkerhed ved arrangementer, der kan resultere i kontroverser. Højesteret behandlede dette spørgsmål i Forsyth County v. Nationalist Movement, 505 U.S. 123 (1992), da den annullerede en bekendtgørelse, der tillod den lokale regering at fastsætte varierende gebyrer for arrangementer på grundlag af regeringens opfattelse af den sandsynlige reaktion på arrangementets budskab. Domstolen kritiserede forordningen og skrev, at “det fastsatte gebyr vil afhænge af administratorens vurdering af, hvor meget fjendtlighed der sandsynligvis vil blive skabt af talen på grund af dens indhold. De, der ønsker at udtrykke synspunkter, der er upopulære hos flaskekastere, kan f.eks. være nødt til at betale mere for deres tilladelse.” Domstolen besluttede, at en sådan afgørelse krævede, at amtets administratorer “undersøgte indholdet af det budskab, der formidles”, og skrev, at “isteners reaktion på ytringer er ikke et indholdsneutralt grundlag for regulering…. ytringer kan ikke belastes økonomisk, lige så lidt som de kan straffes eller forbydes, blot fordi de kan fornærme en fjendtlig hob”.
Nu er sådanne politikker ikke desto mindre almindelige på universiteter rundt om i landet. På Temple University, for eksempel, “skal den sponsorerende studenterorganisation tage passende forholdsregler for sikkerheden for deltagerne ved et arrangement, som fastlagt af Campus Safety, i samarbejde med Office of Student Activities and Student Center Operations.” Politikken fastsætter, at “øgede risici (f.eks. trusler) vil øge sikkerhedskravet”, og at “manglende overholdelse af disse sikkerhedspolitikker kan resultere i en administrativ og/eller disciplinær sanktion”.
Og på University of Arizona hedder det: “Hvis en foreslået begivenhed giver anledning til bekymring for deltagernes, universitetssamfundets eller offentlighedens sundhed eller sikkerhed eller til potentiel skade på universitetets ejendom eller faciliteter, kan universitetet kræve, at begivenhedssponsoren betaler sikkerhedsomkostninger, der er tilstrækkelige til at beskytte dem, der kan deltage i begivenheden, og universitetets ejendom.” Faktorer, der skal tages i betragtning ved vurderingen af omkostningerne, omfatter “eventuelle tidligere hændelser med personskade eller materielle skader under lignende arrangementer på universitetet eller andre institutioner”. At tillade voldelige demonstranter at prissætte visse former for tale ud af markedet for ideer svarer til et veto mod kontroversiel eller upopulær tale.
Tå mange universiteter, herunder de her nævnte, lægger uhensigtsmæssige restriktioner på studenterdemonstrationer og udtryksaktiviteter på campus, og de kunne forbedre klimaet for ytringsfrihed på deres institution betydeligt ved at revidere deres politikker i overensstemmelse med de ovenfor diskuterede retningslinjer. Følg med i næste uge til det sidste afsnit i denne blogserie, en diskussion af politikker for rapportering af “bias incidents”.