Nobelprisen Nobelprisens logo
Bob Dylans tale ved Nobelbanketten i Stockholms rådhus den 10. december 2016 blev holdt af USA’s ambassadør i Sverige, Azita Raji.
Nobelbankettale, 10. december 2016
Godaften, alle sammen. Jeg sender mine varmeste hilsner til medlemmerne af Det Svenske Akademi og til alle de andre fornemme gæster, der er til stede i aften.
Jeg er ked af, at jeg ikke kan være sammen med jer personligt, men I skal vide, at jeg helt sikkert er sammen med jer i ånden og er beæret over at modtage en så prestigefyldt pris. At blive tildelt Nobelprisen i litteratur er noget, jeg aldrig kunne have forestillet mig eller set komme. Fra en tidlig alder har jeg været bekendt med og læst og optaget af værker af dem, der blev anset for at være værdige til en sådan udmærkelse: Kipling, Shaw, Thomas Mann, Pearl Buck, Albert Camus, Hemingway. Disse litteraturgiganter, hvis værker undervises i skolerne, opbevares på biblioteker rundt om i verden og omtales i ærbødige vendinger, har altid gjort et dybt indtryk på mig. At jeg nu slutter mig til navnene på en sådan liste er virkelig ubeskriveligt.
Jeg ved ikke, om disse mænd og kvinder nogensinde har tænkt på at modtage Nobels ære for dem selv, men jeg formoder, at enhver, der skriver en bog, et digt eller et teaterstykke et hvilket som helst sted i verden, kan have den hemmelige drøm dybt inde i sig selv. Den er sikkert begravet så dybt, at de ikke engang ved, at den er der.
Hvis nogen nogensinde havde fortalt mig, at jeg havde den mindste chance for at vinde Nobelprisen, ville jeg være nødt til at tro, at jeg ville have omtrent de samme odds som at stå på månen. Faktisk var der i det år, jeg blev født, og i et par år efter, ikke nogen i verden, der blev anset for at være god nok til at vinde denne Nobelpris. Så jeg erkender, at jeg er i meget sjældent selskab, for at sige det mildt.
Jeg var ude at rejse, da jeg modtog denne overraskende nyhed, og det tog mig mere end et par minutter at bearbejde den ordentligt. Jeg begyndte at tænke på William Shakespeare, den store litterære skikkelse. Jeg vil tro, at han opfattede sig selv som dramatiker. Tanken om, at han skrev litteratur, kunne ikke have trængt ham ind i hovedet. Hans ord var skrevet til scenen. De var beregnet til at blive talt, ikke læst. Da han skrev Hamlet, er jeg sikker på, at han tænkte på en masse forskellige ting: “Hvem er de rigtige skuespillere til disse roller?” “Hvordan skal det iscenesættes?” “Skal det virkelig foregå i Danmark?” Hans kreative visioner og ambitioner var uden tvivl i højsædet, men der var også mere jordnære ting at overveje og håndtere. “Er finansieringen på plads?” “Er der nok gode pladser til mine gæster?” “Hvor skal jeg skaffe et menneskeskranie?” Jeg vil vædde med, at det fjerneste, Shakespeare tænkte på, var spørgsmålet: “Er det her litteratur?”
Da jeg begyndte at skrive sange som teenager, og selv da jeg begyndte at opnå en vis berømmelse for mine evner, var mine ambitioner for disse sange kun begrænset. Jeg troede, at de kunne høres på kaffehuse eller barer, måske senere på steder som Carnegie Hall, London Palladium. Hvis jeg virkelig drømte stort, kunne jeg måske forestille mig at få lov til at lave en plade og derefter høre mine sange i radioen. Det var virkelig den store gevinst i mit hoved. At lave plader og høre sine sange i radioen betød, at man nåede ud til et stort publikum, og at man måske kunne blive ved med at gøre det, man havde sat sig for at gøre.
Jamen, jeg har gjort det, jeg havde sat mig for at gøre, i lang tid nu. Jeg har lavet dusinvis af plader og spillet tusindvis af koncerter over hele verden. Men det er mine sange, der er det vitale centrum for næsten alt, hvad jeg gør. De synes at have fundet en plads i mange menneskers liv i mange forskellige kulturer, og det er jeg taknemmelig for.
Men der er én ting, jeg må sige. Som udøvende kunstner har jeg spillet for 50.000 mennesker og jeg har spillet for 50 mennesker, og jeg kan fortælle dig, at det er sværere at spille for 50 mennesker. 50.000 mennesker har en unik persona, det er ikke tilfældet med 50. Hver person har en individuel, separat identitet, en verden for sig selv. De kan opfatte tingene mere klart. Din ærlighed, og hvordan den hænger sammen med dybden af dit talent, er prøvet. At Nobelkomitéen er så lille, er ikke gået mig forbi.
Men ligesom Shakespeare er jeg også ofte optaget af at forfølge mine kreative bestræbelser og beskæftige mig med alle aspekter af livets verdslige sager. “Hvem er de bedste musikere til disse sange?” “Optager jeg i det rigtige studie?” “Er denne sang i den rigtige toneart?” Nogle ting ændrer sig aldrig, selv på 400 år.
Ingen gang har jeg nogensinde haft tid til at spørge mig selv: “Er mine sange litteratur?”
Så jeg takker Det Svenske Akademi, både for at tage sig tid til at overveje netop dette spørgsmål og i sidste ende for at give et så vidunderligt svar.
Mine bedste ønsker til jer alle,
Bob Dylan